Hytten som Anna boede i havde strøm og rindende vand, og forud for turen havde hun provianteret, så hun hverken behøvede at fiske eller plukke bær for at holde sig i live. De allermest basale behov var dækket, så hun kunne fokusere på ensomheden, stilheden og sine egne tanker. De 30 dage var en slags psykologisk overlevelsestur, hvor den største udfordring var ikke at miste forstanden. For som Anna spurgte: “Når vi ikke har nogen at spejle os i, og vi ikke har nogen at være overfor, hvad er så meningen med at agere og være?”
I videoen møder vi Anna på Statens Værksteder for Kunst, hvor hun i to måneder arbejdede på sin udstilling Hermit.
Anna havde hverken fysisk eller virtuel kontakt med andre mennesker under sit ophold i vildmarken, men hun havde en nødtelefon: “Hver morgen kl. 10 sendte jeg en besked til min veninde om, at jeg var live og ok, og hver aften sendte jeg den samme besked til min kæreste.” De måtte ikke svare, men hvis de ikke modtog den aftalte melding, skulle de tage kontakt til hyttens ejer, som så ville køre ud og tjekke, at Anna ikke var kommet noget til.
